Det er ikke altid en glædesfest (noget om balancegang)

Vær bevidst om din rejse med æteriske olier

Jeg hører ofte selvudvikling og spiritualitet omtalt nedsættende som noget fluffy feel-good-noget, og dem der tænker sådan om det, har tydeligvis ikke beskæftiget sig personligt med det. Os der har, ved at vi ofte nok bevæger os ind i den sfære for at få det bedre, men at  det lige så ofte viser sig at være en virkelig hård vej at gå.

Det er ikke bare en vej strøet med rosenblade, englefjer og fe-støv. Det er også hårdt arbejde at kigge på alle sine barndomstraumer – store som små – og arbejde med sine mønstre. Men os der gør det, ved at der ligger en krukke guld for enden af regnbuen, så vi går vejen selv om der nogle gange er langt derhen. For heldigvis er rejsen også fuld af smukke aha-oplevelser og forløsninger.

Og det er vigtigt at holde sig for øje – også når følgesvendene for eksempel er noget så tilsyneladende uskyldigt som essentielle olier – at det ikke altid er en glædesfest. For mig personligt har det foreløbig været en blid og virkelig glædesfyldt rejse – på trods af at det har været proces meget af vejen. Men andre er med det samme gået i benhård psykisk proces af at begynde at bruge olierne, og det er selvfølgelig knap så sjovt.

Jeg skriver det slet ikke for at afskrække dig, men derimod for at minde dig om at når du begynder på en udviklingsvej – uanset metode, så er det godt at have nogen i at følges med. Og at når du vælger at købe olier via mig, så får du et netværk med, og det netværk skal du huske at bruge hvis processen begynder at kradse. Essentielle olier er ikke spor farlige, men de er særdeles kraftfulde, og det man man lidt glemme når man bare snuser til lidt dejlig lavendel eller appelsin.

Jeg vil også minde dig om at tage ansvar. Jeg har heldigvis ikke selv oplevet at have kunder eller kursusdeltagere (når jeg guider folk på bevidsthedsrejser) der ikke har været villige eller i stand til det, så dét jeg mere specifikt vil minde dig om, er at være vågen og bevidst når du begiver dig ud på en ny rejse. Lige som jeg skal være det som formidler, skal du være det som modtager. Du skal være bevidst om hvad du personligt har med i bagagen, og have dine hjælpere i baghånden hvis du får brug for det.

For mig er det meget nemt topbegejstret at anbefale mine elskede olier, Hemi-Sync, kurser i afdødekontakt og bevidsthedsrejser, og vi mennesker bliver smittet af andres begejstring. Hvis nogen har prøvet noget vidunderligt der tydeligvis har gjort dem lykkeligere, så vil vi gerne prøve det samme. Men det der straks løfter den ene op, kan vælte den anden omkuld. De skal nok komme op igen – det gør vi altid; vores vej dertil er bare forskellig – men det er hårdt at falde.

Jeg har ofte selv været virkelig glad for at jeg ikke vidste hvad jeg gik ind til, når jeg spændt har kastet mig ud i noget nyt. Senest deltog jeg i et onlineevent som tog udgangspunkt i orakelkort, og jeg tænkte at det bare blev skidehyggeligt. Det blev det også, men det viste sig at noget i mit indre ramlede få dage efter pga. de indsigter jeg fik undervejs. Et gennembrud, kalder man det, og det har på alle måder ændret noget positivt, men det var ikke sjovt mens det stod på.

Så måske burde jeg slet ikke italesætte det her. Rammer olierne – eller nogle af de andre ting jeg tilbyder – dig på den gennembrydende måde, så er det jo godt. Og jeg tror ikke på at vi kan møde noget vi ikke dybest set er i stand til at håndtere (selv om det kan føles sådan). Så skæbne-troende er jeg. Alligevel tænker jeg at det er godt i hvert fald at være forberedt på at man kan gå i proces. Og det får jeg ikke altid formidlet i min begejstring.

Jeg har i øvrigt tænkt på om det mon er det derfor mange advarer mod naturmedicin eller bare foretrækker “almindelig” medicin. Når vi får noget hos lægen, tager det vores symptomer (og nogle vil sige at det så bare lægger låg på årsagerne). Naturmedicin kan få vores symptomer – eller årsagen til dem – til at blusse op før de forsvinder. Og det gælder både fysisk og psykisk.

Min oliegruppe på Facebook hedder “Med Anja på olieeventyr“, og det kan lyde vældig pussenusset. Det er faktisk også ment på den sjove måde, men husk alligevel: Oftest skal man i et eventyr forbi drager og dæmoner før man kommer til slottet og får prins(ess)en og det halve kongerige. Det er ikke alt sammen for småbørn – men det ender heldigvis lykkeligt.

About Anja Lysholm

❤ Lykkelig oliebruger og -forhandler. Ud over at have mit eget team er jeg medlem af Christine Eilvigs Team Lavt Gærde og Elena Browers team Essential Practise. Du er så velkommen til at være med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *