Er du bekymret over network marketing?

Network marketing er en fin forretningsmodel

Jeg har på det seneste fået et par (kærlige) bekymrede miner over at jeg er “gået ind i network marketing”, så det har jeg lyst til at skrive lidt om.

Guderne skal vide at jeg selv har haft samtlige bekymringer og indvendinger, så jeg kender dem alle sammen, inkl. fordommene – for jeg måtte også ret hurtigt indrømme at jeg faktisk ikke vidste noget som helst om det.

Det meste af min egen modstand var baseret på at jeg i tidens løb har mødt network marketing-sælgere der har brugt metoder jeg ikke brød mig om. Måske kender du dem:

  • Du ser en lille annonce i avisen eller på opslagstavlen i Brugsen:  “20 personer med interesse i vægttab søges” – nå, det var en Herbalife-sælger der søgte kunder.
  • Du bliver inviteret på kaffe af en i dit netværk – du bliver smigret over at vedkommende finder dig interessant at netværke med, men pludselig hiver han en salgsplanche op og fortæller dig om en spændende forretningside hvor du skal abonnere på kaffe og “bare anbefale det til dine venner og familie”.
  • Du bliver inviteret til et gratis foredrag med en spændende psykolog, og du kan bare tage et par venner med, så det gør du – bare for at opdage at det er et hvervemøde hvor det spændende indlæg med psykologen tager et kvarter, og resten er hurra-råb for et hudplejefirma. Det er virkelig pinligt over for dine venner.
  • Du taler med en som fortæller at hun drikker noget spændende hver dag der har forandret hendes liv, og det er helt fantastisk, men hun vil ikke ud med hvad det er. Hun synes I skal tage et møde hvor hun fortæller om det. Produktet er så skjult at selv om du har fået en masse oplysninger (bare ikke et firmanavn), kan du umuligt finde ud af hvad det er, uanset hvor meget du googler. Når du langt om længe får det ud af hende, er det “selvfølgelig” noget network marketing-halløj.

Det er ikke alt sammen selvoplevet, men historier jeg har hørt i mit netværk. Og det er alt sammen pissedårlig stil!

Derfor gad jeg overhovedet ikke have noget med network marketing at gøre. Så jeg var ærligt talt lidt på skideren da jeg blev forelsket i doTERRAs essentielle olier, for de sælges netop via network marketing.

Men hende jeg skrev mig op hos (Christine Eilvig), er dygtig til det med forretning og penge, og jeg har umådelig stor respekt for hende. Ikke pga. dét, men pga. hendes måde at formidle bevidsthed og spiritualitet på gennem mange år. Så da hun pludselig stod med de her lækre olier og sagde at network marketing faktisk kunne gøres på en ordentlig og sober måde, og jeg i forvejen har virksomhed, så jeg ingen grund til ikke at gå all in, og det vil altså sige at melde mig som en del af forretningen.

Og nu hvor jeg har sat mig ind i det, ser jeg intet som helst galt med forretningsmodellen. Det er en anden måde at drive forretning på, ja, men den er ikke værre end andre forretningsmodeller. Den er ikke mere pyramideformet (nærmest tværtimod) end sædvanlige virksomheder.

Og jeg kan garantere dig én – nej 7 ting:

  1. Jeg kommer aldrig til at invitere dig på kaffe for så i virkeligheden at ville sælge dig olier.
  2. Jeg kommer aldrig til at ringe familie og venner op bare for at sælge dem olier eller lokke dem til at skrive sig op som oliesælgere.
  3. Jeg kommer aldrig til at invitere dig med til “et spændende arrangement” uden at fortælle dig – hvis dét ellers er tilfældet – at det handler om olier!
  4. Jeg kommer aldrig til at fortælle dig at “ih, noget har forandret mit liv, men for at du kan høre hvad det er, skal vi altså lige tage et møde”.
  5. Hvis jeg skriver om en olie på Facebook, og du spørger i en kommentar hvordan du kan købe den, eller hvad den koster, så kommer jeg ikke til at svare “jeg sender dig lige en pm”. Jeg kommer til at svare åbent i en tråd hvad olien koster, og hvordan du kan købe den.
  6. Du behøver aldrig været bekymret for om jeg nu bare er ude på at sælge dig olier, hvis jeg spørger dig om du vil have noget at smøre på dit myggestik eller din dårlige ryg, og rækker dig en olie. Jeg gør det enten fordi jeg ved den virker, eller fordi jeg gerne vil prøve om den virker. Og jeg skal nok fortælle dig om det er det ene eller det andet.
  7. Når du hører mig fortælle om olier (og jeg kan ærlig talt nærmest ikke tale om andet i øjeblikket fordi jeg er så optaget af det), så er det fordi jeg elsker de olier – ikke fordi jeg prøver at sælge dig dem (men du skal naturligvis være så hjerteligt velkommen som både kunde og “bygger“).

For selv om jeg nu forstår hvad network marketing er, så forstår jeg ved gud ikke hemmelighedskræmmeriet og de sære lokkemetoder.

Hvorfor er det en hemmelighed hvad vores fantastiske produkter hedder, hvordan man kan købe dem, at vi tjener penge på andre køber dem, at vi evt. gerne vil have andre med på vores team, hvis vi vil det? Hvad enten du sælger plastikbøtter, slankepulver, kaffemaskiner, hudplejeprodukter eller aloe vera-saft, så stå dog ved det, mand! Og tal åbent om det.

Der er intet i forretningsmodellen der fordrer at vi holder noget som helst skjult. Tværtimod. Den råber på deling, deling, deling. Glæde ved produkterne og glæde ved at hjælpe hinanden.

Skyggearbejde

Måske handler det netop om at vi ikke vil ses skævt til. Vi ved godt at network marketing har et dårligt ry, og så gør vi præcis det der har givet det et dårligt ry: Vi pakker det ind.

Og jeg har da også måttet se alle mine skygger i øjnene. “Folk skulle jo nødig opfatte mig som sådan en …” Jeg kæmper stadig lidt med det. Men jeg bliver nødt til at arbejde med det, for jeg må bare erkende at jeg ikke kan holde kæft med de olier. 😄

Og så tænker jeg:

Der er aldrig nogen der har beskyldt mig for “bare at ville tjene penge” eller “ville lokke dem til noget” når jeg de sidste 6 år på traditionel vis har solgt dem Hemi-Sync-cd’er som jeg er mindst lige så begejstret for som olierne. Hvorfor skulle jeg så føle mig skamfuld over at anbefale nogen en olie, bare fordi jeg ikke selv har den på lager, men nogle andre tager sig af forsendelse, reklamationer og alt det andet? Halleluja for det da! Og jeg tjener penge på begge dele.

Hvis du vil, kan du så også lave en forretning hvor du sælger olier, og det tjener jeg noget på (hvis det er mig der hjælper dig i gang). Præcis på samme måde som en butik i København køber Hemi-Sync-cd’er af mig og sælger dem videre. Det tjener jeg også på.

Jeg tjener altså penge hvis nogen køber noget jeg formidler til dem. Og hvis nogen selv vil tjene penge på samme måde som mig, hjælper jeg dem med det. Jeg køber cd’er af et firma i USA, og jeg sælger dem videre både direkte til kunder og til en forretning der sælger dem videre til deres kunder. Jeg har svært ved at se forskellen på dét og det at formidle olier både til kunder og til andre selvstændige. Faktisk er det bare en fordel for mig med olierne at jeg ikke skal have et varelager. Salgs- eller formidlingsopgaven er præcis den samme.

Men hvad så med den udbredte påstand at dem i toppen tjener masser af penge, mens dem i bunden ingenting tjener?

Inden for network marketing (i hvert fald i doTERRA – jeg kender ikke andres måder at gøre det på) kan alle blive en ”top”. Jeg siger ikke at alle gør det, men alle har muligheden (ligesom alle har muligheden for at sælge cd’er, for nu at blive i den sammenligning). Det handler om at drive en forretning ligesom det gælder enhver anden forretning. Finder man ingen kunder, har man ingen omsætning. Så hvis ”dem i bunden” ikke tjener noget, er det fordi de ikke har nogen kunder.

”Toppen” har ingen interesse i at ”bunden” ikke tjener noget – tværtimod. Jo bedre det går ”bunden”, desto bedre går det ”toppen”. Men det er vigtigt at forstå at man ikke er hindret i at nå toppens omsætningsniveau bare fordi man er i “under dem”, for man har sin egen gruppe under sig hvor man kan tjene præcis det samme. Det er fordelen i forhold til en almindelig virksomhedsstruktur hvor man typisk ikke kan tjene mere end det ens overordnede beslutter sig for. I network marketing har man ingen overordnede – kun ligesindede til støtte og hjælp.

Påstanden kan måske være sand der hvor man sælger varm luft (altså pyramidespil) og ikke lækre produkter folk faktisk har lyst til at blive ved med købe. Men i sådan noget som doTERRA er det værste der kan ske, at du får købt en masse lækre olier, og så enten beslutter dig for eller opdager at forretningsmodellen ikke fungerer for dig alligevel.

For selvfølgelig er det ikke for alle, ligesom det ikke er for alle at drive en cafe, en vvs-butik, et teater eller en kursusvirksomhed. Nogle vil blive rige, andre vil ryge på røven. Sådan er det med forretning. Og det er netop dét man skal holde sig for øje her: Det er en forretning. Det er ikke en “bliv hurtigt rig”-fidus.

Jeg er med i doTERRA fordi jeg elsker olierne, og jeg har skrevet mig op til at være en del af forretningen fordi jeg i forvejen har virksomhed, så hvorfor ikke tage en evt. indtjening med? Jeg aner ikke om jeg kommer til at drive det til noget som helst, og det er også ligegyldigt, for det er ikke dét der driver mig. Det har det i øvrigt aldrig været.

Jeg vil rigtig gerne leve af at formidle det jeg brænder for, men lod jeg mig drive af penge, ville jeg sandsynligvis brænde ud. Jeg har primært brug for passion og begejstring, og så gør jeg mit bedste for at få et økonomisk afkast af det hvor jeg kan. Jeg ville sikkert være rigere hvis det var omvendt. 🤔

Hvis du overvejer at network marketing som forretningsmodel, så gør dig klart at …

  • det er en forretning
  • der skal investeres (både tid og penge) i en forretning
  • du risikerer at opdage at det ikke var noget for dig
  • at det ikke er noget for dig, betyder ikke at der er noget galt med network marketing. Måske er det et dårligt produkt eller et dårligt firma der står bag?
  • du skal – som i enhver anden forretning – brænde for enten produktet eller forretningsmodellen, ellers kommer det næppe til at give afkast
  • du skal ikke basere din forretning på at familie og venner køber noget af dig eller vil lave forretning på samme måde som dig. Det er da superhyggeligt hvis de får samme passion som dig, men det er ikke det du skal basere dit firma på.
  • det værste der kan ske, hvis det ikke bliver en god forretning for dig, er at du får købt en masse af noget du er begejstret for
  • som i enhver anden forretning eller investering: Lad være med at investere penge du ikke har råd til at tabe (eller købe erfaring og/eller en god portion af dine yndlingsprodukter for).

Kan du gøre mig klogere?

Har du været (eller er) i network marketing, og hvordan gik det? Var det fedt? Var du en af dem der holdt det hemmeligt? Er du en af dem der skjuler hvad det er du sælger, og i så fald: Hvorfor? Hvad er grunden til at så mange af os har mødt de der skumle metoder jeg har skrevet om længere oppe? Er der faktisk network marketing-firmaer der kræver at man ikke nævner deres navn nogen steder? Hvis du har modstand på network marketing, er den så funderet i viden om modellen eller i fordomme?

About Anja Lysholm

❤ Lykkelig oliebruger og -forhandler. Ud over at have mit eget team er jeg medlem af Christine Eilvigs Team Lavt Gærde og Elena Browers team Essential Practise. Du er så velkommen til at være med.

One thought on “Er du bekymret over network marketing?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *